Nyplatonismen, som er en forgrening af romantikken, fandt Platon_Hulelignelsen.JPG fra ca. 1800-1808. Den bygger på den græske filosof Platons tanker og selve den filosofiske strømning, , som har eksisteret fra omkring år 250. Nyplatonismen bygger på tanken om en verden delt i to – fænomenernes og idéernes verden. Mennesket er dermed også splittet i to, da vores sjæl har rod i idéernes verden og kroppen i fænomenernes kaotiske verden. Alt som eksisterer i fænomenernes verden er afspejlinger af idéernes verden – en kat i fænomenernes verden er altså en ufuldstændig afspejling af den idéelle kat. Denne splittelse kaldes dualisme. Nyplatonismens dualisme er en modsætning til universalromantikkens organismetanke, hvor grundtanken er, at alt er ét – hele universet hænger sammen. Al længsel, man oplever gennem livet, er sjælens længsel efter idéverdenens kosmos. Denne længsel kaldes Eros. Ifølge platons filosofi stammer man fra idéernes verden og havner først i fænomenernes verden idet vi fødes. Man kan også få indsigt i idéernes verden gennem visdom, og når man ved at filosofere opnår erkendelse, er det en afspejling af vores idéelle viden i idéernes verden, som vi tilegner os i fænomenernes verden.
Disse filosofiske tanker er også beskrevet i Platons hulelignelse. Den beskriver, hvordan mennesket er fanget i fænomenernes verden – i dette tilfælde i en hule. Det som mennesket opfatter er en afspejling af idéernes verden. I dette eksempel skal man forestille sig, at der brænder et bål ved hulens udgang, og at idéernes verden kaster skygger ned i hulen, som mennesket opfatter som virkeligheden.
Adolph Wilhelm Schack von Staffeldt var næsten den eneste fremtrædende digter under nyplatonismen, og i selve perioden var han ikke særlig anerkendt, da hans udgivelser falder på nogle uheldige tidspunkter. Hans digtsamling Digte 1804 bliver udgivet lige efter Oehlenschlägers Nye digte og bliver derfor overset.