morgen_b.jpg
Indvielsen er et digt skrevet af A.W. Schack von Staffeldt i 1804. Kort sagt handler digtet om mennesket, der oplever ånden i naturen og får et indblik i ideernes verden, men til sidst må indse, at han er fanget på jorden.

Digtet består af fire strofer. I hver strofe er der brugt enderim, således at der er et a – b – a – b – c - c rim – altså krydsrim i de første fire vers og parrim i de sidste to. Det er ord som i f.eks. første strofe: bred – ned, smilte – hvilte, bryst – kyst.

Digtet udsiges af et lyrisk jeg, hvilket understreger at det kun er digteren, der kan opleve ånden i naturen og herefter må sørge for at formidle det videre til almindelige mennesker. Digtet er begrænset til digterens synspunkt, og digteren ophøjer dermed sig selv til talerør for andre uindviede mennesker.

Titlen ”indvielsen” fortæller os overordnet, at digteren bliver indviet i ideernes verden. Den står i bestemt form ental, hvilket siger om digtet, at det kun er digteren, der har mulighed for at opnå denne indvielse, og at det kun er denne ene form for indvielse, man kan få, altså gennem naturen.

I digtet er der brugt besjælinger, f.eks. ”Himlene smilte”, ”bølgerne hvilte”, ”vindende talte”, og metaforer, f.eks.: ”Et hjerte slog varmt og kærligt i alt”, ”For tanke og trang blev jord et fængsel”, og ”Førend jeg drager himlene ned” som underbygger digterens oplevelse af naturen og dermed ideernes verden.

Man kan give de fire strofer følgende overskrifter:
Strofe 1: Længsel
Strofe 2: Harmoni – inspiration
Strofe 3: Indblik i idéernes verden som en åbenbaring
Strofe 4: Jorden = fængsel; sjælen er bundet til kroppen

I strofe 1 bliver læseren præsenteret for mennesket, der sidder og ser ned i dybet med længsel. Det viser, hvordan mennesket sidder i fænomenernes verden og længes efter ideernes verden. Herved ser man hvorledes strømningen er inspireret af Platons filosofi.
I strofe 2 oplever mennesket monismen og inspirationen, musen (gudinde for den digteriske inspiration) rækker ham harpen og giver mennesket et ”brændende kys”.
Hvis digtet sluttede i strofe 3, var det skrevet, som man skrev i universalromantikken, hvor man til sidst opnåede at finde ånden i naturen. Her bliver mennesket nemlig indviet i himlen, det oplever vindene tale og at ånderne kalder gennem naturen.

Men i nyplatonismen oplever mennesket, at verden er som et ”fængsel” og at sjælen i nuet er bundet til kroppen. Det kan man se i strofe 4, hvor det bl.a. slutter med ordene ”dog blev fra nu for tanke trang, jorden et fængsel” og ”Dog brænder mig kysset, jeg kender ej fred, førend jeg drager himlene ned!” Altså kan mennesket ikke opnå det åndelige (fordi det nu befinder sig på jorden, hvor kun skyggen af det ses) før det engang dør.

Temaer til digtet er f.eks. fanget/fri, bundet til jorden og længsel efter frihed, da det overordnet handler om, at sjælen længes efter ideernes verden, at det længes efter frihed, men i øjeblikket befinder det sig på jorden, hvor det er fanget. Sjælen er bundet til jorden.


Billede: David Friedrich: //Der Morgen// (1820-21)